137
1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
Read in another translation
DE Lutherbibel 1912 An den Wassern zu Babel saßen wir und weinten, wenn wir an Zion gedachten. EN World English Bible1997 By the rivers of Babylon, there we sat down. Yes, we wept, when we remembered Zion. FR Traduction de Louis Segond 1910 Sur les bords des fleuves de Babylone, Nous étions assis et nous pleurions, en nous souvenant de Sion.